Stellar

I begsorte fjeldkamre bløde, hvor myriader af øjne vil gløde Over kristenblodig hold forkunn til hin vordende sod og sø Bragt til rondefolkets herskab, så mellem afåt og troldskab Stiller Åses enbårne hen om at ægte trolddrottins fagreste mø I utålelige flærrende hyl, kvinende jammer Hungrende troldbørn legende ham rammer "Flærr ham, bid ham, skjær ham, riv ham Lav os bryde disse skrøbelige ribben an!" Fra bjergthronen vældig fornemmer De fortrolige broses kløgtige tale: Forhenværende drot nu attrår efter en Thi våres beslåte æt at se til Der er intet skilnad mellem trold og mand Skal søn prud bære hale Med de tilsagn skjænkes min datter Og halve troldriget i medgift dertil Hvad udenfor rondernes grænser, sværg de aldrig mere enser Thi at kræve min datters gunst dagslys væmmelig skal de sky Blivende herre over min flok, Peer, vær dem selv - nok! Skjære dem i øjet skjævt så alt dem gildt tykkes i dunkel vy Drukken galmands snak, at flærre øjet et hak Intet længer begjærende at rå over et troldpak Min Peer, forsøm mig dog ej, thi før året lier Med eders dårende attrå mit nors fars de bliver Løgn! Åbne rondeporten, slipp mig hen ud Løgnagtig er førkiens utålelige sut I broses brændende infame foragt Over hvad der peer dog haver sagt For tusind hungrende troldbørn Ham ubønhørlig så bliver bragt Flærr ham, bid ham, skjær ham, riv ham Kast hans skrøbelige skrot inn i bjergvæg!